Vi tager det personligt.

IMAGE MAKERS er skolefoto version 2.0. Et enkelt, eksklusivt og nutidigt univers, hvor børn får lov til at ligne børn.

Vi tror på det ærlige portræt, på mødet mellem mennesker, indfanget af en kompetent fagmand. Vi ønsker at skabe en uhøjtidelig og tillidsfuld stund, med respekt for børns mange forskelligheder.

Ofte følger vi børnene fra børnehaveklasse til gymnasiet. Det forpligter. Det er vigtige minder vi er ansvarlige for. Billederne bliver derfor behandlet med den dybeste respekt fra optagelse til færdigt print.

Alle billeder bliver straks efter optagelsen billedbehandlet af vores dygtige og erfarne billedbehandlere. Vi stræber efter et naturligt, sundt look. Et look med fine hudtoner, og en lækker finish. Vores portrætter skal hverken se ubehandlede eller triste ud, men må heller ikke kamme over og resultere i et unaturligt, poleret glansbillede. Vi mener at have fundet den gyldne, sommerbrune mellemvej.

Alle vores fotografer har mange års erfaring med børn og unge – og gør en dyd ud af at levere en fantastisk oplevelse til enhver, der sætter sig foran vores kamera. Faktisk har vi det lige så sjovt som børnene under fotograferingen. Måske det er dette ligeværdige møde, der giver så gode billeder?

Med udsigt til et ansigt.

Vores arbejdsmiljø er helt i top. Hver dag sidder vi i første parket til hundredevis af forventningsfulde og glade ansigter. Det bliver vi aldrig trætte af. Vi sørger dog også selv for at gøre dagen så god som overhovedet muligt.

For alle parter. Af den grund er vi altid tre fotografer ude på skolerne. Det er med til at sikre, at skolen – og eleverne – oplever et behageligt og ustresset miljø, hvor der både er tid til spørgsmål, og til at rette en krave. Ved at fotografere på denne måde, får vi den nødvendige tid til at lave et godt stykke arbejde. Det giver en god mavefornemmelse efter en lang dag.

Helt ærligt!

Hos IMAGE MAKERS er klassebilledet lige så vigtigt som portrættet. Det er en sjældenhed i branchen. Hos os er det ikke bare et billede, der skal overstås. Vi skaber lækre og eksklusive optagelser, der tåler dagens lys.

Det er i øvrigt også hér vi etablerer kontakten til børnene, inden de på egen hånd skal have taget et flot portræt. Det er derfor et vigtigt møde, der er afgørende for den gode og trygge stemning under den videre fotografering.

På skolen opbygger vi et professionelt fotostudie, der bringer børnene helt i fokus – uden forstyrrende elementer. Her skaber vi en blød og elegant belysning, der giver klassebilledet et rent, minimalistisk og tidløst look. Vi medbringer sågar både gulv og møblement for et ensartet og perfekt resultat.